Tag med til Frankrig 2011

Turen til Chateau d'Ars

12.-19. juli 2011

   Er du til folkemusik, sjældne instrumenter, dans og glade dage, baguette, brie og rødvin?

   Tag med Dronemusik Danmark til Frankrig og oplev festivalen Chateau d'Ars, der kombinerer
international folkemusikfestival med en af Europas største instrumentbyggermesser.

  Gå på opdagelse på markedet mellem slotsparkens gamle høje træer, hvor mere end 130 forskellige
instrumentbyggere præsenterer deres frembringelser, og der kan prøves, pilles, snakkes og handles.
Oplev koncerter med store navne indenfor både traditionel og nyskabende folkemusik, kast dig ud i
workshops i franske sange eller danse, og fortsæt hele natten til de bedste franske danseorkestre
eller deltag i jamsessions og bliv en del af et internationalt folkemusikmiljø. Mulighederne er
mange på Chateau d'Ars.

  Vi har vores egen lejr på campingpladsen, hvor vi hygger os med masser af musik og nyder
stemningen i den lune franske sommernat. På campingpladsen er der også rig mulighed for at møde
musikere fra andre lande, og stifte bekendtskab med nye musiktraditioner, udveksle melodier og
lade sig inspirere.

  Dronemusik Danmark tager sig af alt det praktiske. Vi arrangerer rejsen med bus fra et
opsamlingssted til Festivalen og tilbage igen, indkøber festivalbilletter, sørger for fælles
lejrudstyr etc. Det eneste du selv skal sørge for er telt, sovegrej, instrument/dansesko og hvad du
ellers plejer at have med på festival. 

Praktisk info

Pris: 2.500 kr. for medlemmer 2.600 kr. for ikke-medlemmer (betalingen inkluderer medlemskab)
Tilmelding: 
Sker via hjemmesiden. Sidste frist er 1. juni 2011
Afgang: Vi mødes på Flensborg station tirsdag den 12. juli ved middagstid og kører derfra kl. 12:30. Kom i god tid!
Hjemkomst: Vi forventer at være tilbage i Flensborg tirsdag den 19. juli sidst på eftermiddagen.
Bagage: Da vi har begrænset plads i bussen beder vi jer medbringe mindst mulig bagage, og gerne i bløde tasker, som er lettere at pakke. (helst ikke kufferter og trollies) Vi skal jo have plads til instrumenter også.
Forplejning: Som udgangspunkt sørger man selv for maden på festivalen. Der er dog gode muligheder for at købe mad på festivalpladsen. Der er også mulighed for at lave ekspiditioner med bussen til den nærliggende by La Chatre, hvor der er gode indkøbsmuligheder.
Spørgsmål: Hvis du har spørgsmål kan du skrive en mail til os her: info@dronemusik.dk


           ·    Download flyer
           ·    Se billeder fra sidste års tur
           ·    Arrangementets side på Facebook

  Læs mere om selve festivallen på:
           ·    http://www.rencontresdeluthiers.org